Af sundhedspersonale
Min mand Per fik alzheimers for 5 år siden og er efterhånden ved at være hårdt ramt. Han er nu 75 år og får snart brug for daglig pleje. Vi har været på besøg på det kommunale plejecenter for demensramte, hvilket var en meget positiv oplevelse. De havde filmeftermiddag den dag vi var der og viste en Morten Korch-film. Selvom vi ikke tidligere har set mange Morten Korch-film, så lyste min mand helt op, da han så filmen med de andre beboere. Det var en skøn oplevelse. mvh Mona
Jeg hedder Morten, og ja, det er mig som har lavet denne hjemmeside.
I april 2024 var jeg så heldig at blive visiteret til "huset" i de gamles by i København. Det er et dagtilbud for "yngre med demens". Jeg blev ret hurtigt rigtig gode venner med et andet medlem af huset og vi fandt med det samme ud af, at vi havde en fælles passion, nemlig cykling.
René, som min nye ven hedder, fortalte om hans cykelrejser med Papuga-holidays til Mallorca.
I løbet af sommeren aftalte vi, at jeg da skulle med til Mallorca. Så gik det stærkt, jeg kom med på et afbud i uge 40, og selvom jeg måtte køre fra Sjælland til Billund i bil for at komme med flyveren, (det var der der var plads fra) så var det det hele værd. Det blev en uforglemmelig rejse med 6 dages guidede cykelture på ca. 80 km. og 700 højdemeter om dagen. Helt fantastisk, super søde medrejsende, som alle var villige til at hjælpe, hvis vi ikke lige kunne huske vores pinkode til dankortet, eller havde glemt at fylde vandflasken. Der var plads til alle, både dem som er vandt til at cykle langt, og til dem som gerne vil have lidt batterihjælp.
Med trætte ben og mange oplevelser rigere, ankom jeg til Billund lufthavn omkring midnat en uge efter. Her var jeg i lidt af et dilemma. Skulle jeg tage en overnatning eller skulle jeg køre hjem til Sjælland i bil? Jeg havde endnu ikke besluttet det, da jeg ser min hustru og en af mine sønner, stå og tage i mod mig i ankomsten. De havde taget tog og bus til Billund, for at sørge for, at jeg kom sikkert hjem.
Rene og jeg tager afsted igen i uge 20, men denne gang flyver jeg også fra Kastrup.
Jeg sidder en dag for nogle år siden på en cafe med min mangeårige ven, og så fortæller han mig, at han netop har fået at vide, at han har fået Alzheimer. Det går heldigvis langsomt, her år efter sidder vi stadig og griner og hygger os. Forholdet imellem os er på en måde blevet mere nært og kært, måske fordi vi begge fra det første øjeblik var indstillet på at tale helt åbent og frit om det. I den første lange tid handlede det jo mest om at rumme den tristhed og forvirring, som han følte. Siden kom det også til at handle om alle de tricks, man kan bruge for at gøre dagligdagen nemmere. Han gør alle de rigtige ting, han kommer i en klub for yngre med demens, han bidrager aktivt til Ældresagens arbejde med demens, han cykler, han dyrker andre former for sport, laver ting på sommerhuset osv. Megagodt gået, min søde ven.❤️
Mit vigtigste venne-råd skal være, at man skal være åben over for at tale om det, lade sin egen usikkerhed over for det træde i baggrunden og give sin ramte ven plads til at tale om sin helt ændrede livssituation. Og så at hygge om de mange ting, som venskabet er og altid har været baseret på.
